Lørdag d. 12. juni kan du få en gratis prøvetur med delebåden Flyvefisken – med fiskestang. Men du skal tilmelde dig.

Flyvefisken er en stor speedbåd som ligger i Sundby Sejlforening (Amager Strandvej 15). Den fungerer som en foreningsbåd i foreningen ”Fugl og Fisk” – se mere på fuglogfisk.net.

Vi har fået støtte fra Lokaludvalget i Amager Øst til at kunne sejle 6 ture ud på Øresund, hver af en times varighed og med 8 deltagere pr. tur.

Tidligere år har vi gennemført lignende arrangementer til stor fornøjelse for deltagerne, som får oplevelsen af at mærke farten og kraften fra dens 260 HK motor, at komme tæt på vindmøllerne og hilse på de store oceangående skibe som passerer lystigt ned gennem Hollænderdybet. Og ikke mindst at se Amager og København fra en helt ny vinkel.

Turens clou er at afprøve de medbragte fiskestænger og prøve at fange en torsk. Sidste år havde vi torsk med ind på alle turene. Vi forventer at du kan få et lille kursus i filettering af torsken, når du er tilbage på land og således have aftensmaden med hjem.

Redningsveste og fiskegrej er om bord. Du skal blot møde op selv, klædt på til vejret.

Er dette noget for dig og familien eller venner, så send en tilmelding til os. Så prøver vi at få kabalen til at gå op og så hører du nærmere om tid og sted.

Du skal sende en mail til Anders på ah@vibehus.dk med følgende oplysninger:

Dit navn og alder samt ditto på eventuelle meddeltagere, og et kontakttelefonnummer. Angiv hvilke tidspunkter der passer dig bedst, med mindre det er ligegyldigt. Der er afgang hver hele time, dvs. kl. 10, 11, 12, 13, 14 og 15.

Du får svar tilbage på mailen med nærmere information.